Europa

Industrialiseringen

Europa oplevede stor befolkningsvækst i perioden 1850-1910 og stor tilflytning til byerne. Dette på trods af at ca. 50 millioner emigrerede – langt de fleste til USA. Denne eksplosive befolkningsvækst hang sammen med den industrialisering, der fra midten af 1800-tallet for alvor havde tag i Europa med England i spidsen. De økonomiske konsekvenser var en kraftig, men ujævn vækst, hvor lavkonjunktur erstattede højkonjunktur ca. hvert 10 år.

De ufaglærte fabriksarbejdere arbejdede under så ringe løn, at dette tvang kvinder og børn ud på arbejdsmarkedet. Arbejderklassen havde trange kår, hvilket der blev bragt fokus på i 1840’erne. De tilbagevendende kriser bragte også arbejdsløshed med sig og industrialiseringen i sig selv førte også til dette.

Den europæiske magtkamp

Frankrig, England og Tyskland var de europæiske stormagt, som hver især skulle hævde sig. Med formål om at understrege staten som værende stærk og magtfuld, var stemningen blandt stormagterne trykket. Magtkampen bredte sig udenfor Europa og tiden 1870-1914 kaldes også imperialismens tidsalder. Dette magtspil og kolonikapløb skyldtes flere faktorer. Industrialiseringen havde sat skub i økonomien og øgede konkurrencen landene i mellem. Kolonierne kunne både leverer råstoffer og tjene som marked og økonomisk investering for de konkurrerende stormagter. Udover de økonomiske motiver spillede nationalisme en stor rolle, hvor disse kolonier altså kunne styrke den nationale stolthed. Et sidste aspekt var også den militærstrategiske fordel kolonierne gav de forskellige stormagter. Især denne faktor illustrerer det spændte forhold mellem Europas stormagter på daværende tidspunkt.